Ved: Rich Bergeron
UFC 292 var det første UFC-event, jeg deltog i 16 år. Som den MMA-skribent, der er mest kendt for at afsløre Xyience-skandalen (se www.xyiencesucks.com), Jeg gravede min gamle Xyience-hat frem for at fejre lejligheden. Engang UFC's mest produktive sponsor, Xyience er nu primært et energidrikfirma og associerer ikke engang med nogen MMA-liga længere. Det er overflødigt at sige, Jeg var den eneste i hele arenaen med Xyience-merch.
Jeg betalte for mine egne billetter denne gang, men jeg kunne ikke undgå at tænke på, hvad min UFC 292 oplevelse ville have været ligesom hvis min UFC 78 erfaring, betalt af Xyience, var næsten blevet meget anderledes for mig 16 år siden.
Jeg vil overveje mere om den personlige historie om min egen Boston-hjemkomst og de ændringer, vi har set for UFC mellem den sidste kamp, jeg deltog i, og denne i et nyt stykke, jeg planlægger at skrive på www.paythefighters.com. Hold øje med det, men lad os først komme til UFC's velkonstruerede kampkort til lørdag aften.
Det begyndte med en fortælling om to fluevægtige Silvas: Karine Silva og Natalia Silva. Disse kampe endte med to Silva-sejre på to forskellige metoder, men hver fighter viste sig at være dominerende i deres særlige stilarter. Karine sendte Maryna Moroz med en guillotinechoke i sidste sekund lige før slutningen af første runde. Det var en fantastisk start på et show, der havde nogle få toppe og dale, hvad angår underholdningsværdien af nogle af match-ups. Natalia tog sig god tid og valgte et spil Andrea Lee på afstand i størstedelen af konkurrencen. Hun nåede frem til en enstemmig beslutning ved at være forsigtig og forsigtig med sit slående mål.
Næste, en kontroversiel delt beslutning gav oddsmagernes favoritkæmper Andre Petrovski en sejr over Gerald Meershaert. Petrovski så ikke ud til at have cardio til at hænge sammen med den garvede veteran Meerschaert. Alt, der manglede i denne kamp, var den koncentrerede slagkraft fra Meershaert til at slå Petrovski ned og ud. Begge kæmpere havde deres øjeblikke, men det forekom indlysende for mig, at Gerald var den travlere og mere effektive fighter. Han var kun et af de røveri, som dommerne anklagede lørdag aften efter klart at have vundet en primært teknisk kamp. De strejf af slugfest drysset ind fra tid til anden syntes altid at favorisere den mere vildt og ivrige Meerschaert. Han fortjente bestemt sejren. Vi taler om et andet røveri af samme kaliber lidt senere.
Et par Ultimate Fighter Finale-kampe kom dernæst, hvor bantamvægterne Brad Katona og Cody Gibson sparkede det i gang ved at opnå "Fight of the Night"-hæder.. Deres tå-til-tå kickboksekamp, der sjældent ramte jorden i særlig lang tid, fik helt sikkert tilskuerne ophidset fra start til slut. Katona endte med at være et sekund hurtigere på remisen og skarp nok med sine stik og kontra til at sikre sig en sejr i et scrap, hvor han ofte skulle tage et godt slag for at lande to af sine egne. Gibson bar resultaterne af Brads nøjagtighed på sit voldsramte ansigt ved den sidste klokke, men han fik også stor respekt for sin aldrig-afsluttede tilgang fra både mængden og organisationen. UFC tilbød begge kæmpere kontrakter for deres indsats i stedet for, at kun vinderen fik nikk.
Kurt Holobaugh måtte kæmpe mod ven og kollega Team Chandler-fighter Austin Hubbard i letvægtsfinalen. Det var en kamp, der startede bedre for Hubbard, end den sluttede. Til sidst efter en kort følelsesproces, Holobaugh tog momentum væk og sikrede sig en fænomenal Triangle Choke netop 2:39 i den anden ramme. Begge kæmpere havde deres dominerende øjeblikke, men det var Holobaughs sorte bælte jiu jitsu færdigheder, der vandt natten og TUF trofæet.
Gregory Rodrigues sønderrev absolut russiske Dennis Tiuliulin i en mellemvægtskamp, der fik Beantown-publikummet til at råbe "USA", mens de rodede efter en brasiliansk fighter. "Robocop" nød publikums opbakning og nød hurtigt deres jubel med sine færdigheder i fuld udfoldelse. Rodrigues ligner tilfældigvis lidt hovedpersonen i Netflix' "The Lincoln Lawyer".,” hvis karakteren bulkede op efter et par runder med steroider. Rodrigues fastlagde bestemt loven og stødte russeren til bevidstløshed med en maskinagtig præcision. Han tog kun et minut og 43 sekunder for at give publikum deres sidste stop indtil hovedbegivenheden.
Fem lige beslutninger fulgte, to af dem afgjorde ved perfekt placering af monstrøse benspark fra sejrherrerne. Den mest smertefulde af disse to kampe at se var Chris Weidman, der afsluttede de indledende kampe ved at møde Brad Tavares i en straffende mellemvægtskamp. Weidman, kommer tilbage fra en ond gummikyllingelårskade, hvor han forsøgte at plante på et fuldstændig brækket ben mod Uriah Hall, så rusten ud som rusten kan være. Hver takedown, han forsøgte, så ud til at blive fyldt let af Tavares.
Hver stanseudveksling syntes at være for lidt, for sent for Weidman at komme tilbage fra de konstante benspark, der peber på både benet med den gamle skade og Weidmans andet ben for en god ordens skyld. Selv med en revet MCL eller ACL (ifølge Dana White, der tvang Weidman til at trække sig efter kampen), Weidman forfulgte Tavares rundt i buret og gjorde sit bedste for at tage kampen til ham trods det ødelagte hjul. Tavares vandt en meget strategisk og smart kamp, skuffende hele pro-Weidman-publikummet, der håbede på det mirakel-comeback, der aldrig kom.
Marlon "Chito" Vera og Pedro Munhoz åbnede hovedkortet med en ensidig affære, der viste Veras tålmodighed, slående skarpsindighed, og næsten fejlfri teknik. Munhoz afsluttede kampen på sine fødder, men han udholdt masser af ansigtsskader derhen. Chito forblev på et sikkert område i størstedelen af kampen og tog få risici på vejen til sin enstemmige beslutningssejr. Rækkevidden og hastigheden af Vera syntes at være de mest effektive fordele, han nød mod den kortere og mere solide Munhoz. Vera, hvor kedelig han til tider kan være at se på, bevist, at han fortjener sit eget bantamvægt-titelskud.
Den tredje beslutning i træk gav Mario Bautista en meget kontroversiel enstemmig beslutningssejr over Da'Mon Blackshear. Bautista slog Blackshear ud med hensyn til jordkontrol, men Blackshear var mere præcis i sit slag og landede mere betydningsfulde strejker i fjervægtskrotet. Jeg troede bestemt, at han gjorde nok for at vinde, men dommerne så ikke kampen på samme måde og gav konkurrencen til Bautista.
Ian Garry og Neil Magny stødte sammen i en umatchet weltervægtskonkurrence. Magny viste et enormt hjerte ved at rejse sig igen efter hver knockdown, men han kunne ikke overvinde de uophørlige benspark, som Garry kastede. Dommer Keith Peterson var tæt på at stoppe kampen et par gange, men Magny blev ved med at gøre lige nok for at holde det i gang, hopper rundt på et ben til tider. Garrys angreb var lige så on point som hans trash talk-spil, fremkalder Nate Diaz' ånd med et par veltimede håndbevægelser. Publikum fejrede hans fortsatte dominans med Garry, der fortalte dem om sit ønske om at være den bedste fighter på jorden en dag i sin post-fight-tale. Magny bliver nødt til at finde et svar på sine seneste kampe, hvis han vil forblive relevant i UFC.
Weili Zhang og Amanda Lemos klarede sig næste gang i en episk titelkamp. Lemos sikrede sig næsten et par mirakuløse indsendelsesforsøg, men strawweight titelkampen blev til et spørgsmål om, hvorvidt Lemos kunne overleve indtil den sidste klokke. Zhang viste sine talenter inden for alle sine ekspertiseområder, og Lemos kunne kun håbe på at vinde ved hjælp af et par Hail Mary-indsendelsesforsøg, som Zhang vred sig ud af. Zhangs hastighed, kraft og holdbarhed overvældede Lemos og fik hende til at kæmpe for at undgå et stop gennem store dele af de senere runder. På en eller anden måde lykkedes det hende at gøre det, tager en enorm skade på sin vej. Zhang gik væk og beholdt sin titel, til stor glæde for fans, der støttede hende gennem hele kampen.
Endelig, hovedbegivenheden ankom, godt efter midnat. Sean O'Malley kom først ind i arenaen, og folkemængden brød ud. Mange af dem havde grønne eller lyserøde parykker for at efterligne O'Malleys signaturlook. O'Malley så ærligt talt ret forstenet ud, som om han slet ikke sov natten før begivenheden. Aljamain Sterling gik ind i buret til et kor af buh, han forsøgte at gøre let af ved at ægge publikum til at bue ham mere.
Den første runde var for det meste et udstillingsvindue af fodarbejde fra begge kæmpere. O'Malleys hovedspil kunne have fungeret på Sterling, fordi han lovede i pre-fight interviews, at han ville sikre sig sin egen første runde TKO. I stedet for at stole på hans største styrke, hans brydning, Sterling ønskede at slå O'Malley i sit eget spil. Det viste sig at være den forkerte strategi, en kendsgerning, som Sterling til sidst indså, da han endte på den forkerte side af den TKO. Der var sparsomme forsøg på at tage O'Malley ned, og dem alle var helt fyldte. Sterling foldede og faldt til lærredet efter at være blevet ramt med et O'Malley-kontraslag tidligt i anden runde. Resten var historie, da O'Malley lukkede "the Suga show" med noget McGregor-agtigt land og pund.
Begge kæmpere holdt flotte post-fight-taler, tro mod form. Sterling var elskværdig i nederlaget og viste sin respekt for O'Malley, der stræbte efter at nå sin drøm. I betragtning af at Sterling kritiserede O'Malley før kampen for at være Dana Whites kæledyrsprojekt og ikke fortjener et titelskud, det var en kæmpe mea culpa. Også, hvis det virkelig handlede om at blive begunstiget af Mr. White, O'Malley kunne have sat kryds ved Baldfather ved at indikere, at han gerne vil kæmpe mod bokseren Gervonta Davis mere end nogen anden faktisk UFC-kæmper.
Som kun den anden Dana White Contender Series-kæmper, der vinder en verdenstitel, O'Malley kan bestemt kalde sine egne skud til en vis grad, men en boksning crossover er et meget følsomt emne i kølvandet på, at Francis Ngannou for nylig har bølget til at trække sig ud af sin UFC-kontrakt og tilmelde sig en sværvægtsboksekamp med Tyson Fury, der vil formørke hans karriere-UFC-indtjening med en kilometer. Kun Conor McGregor har været i stand til at overbevise UFC-messing om at gå all in i en crossover-kamp i boksning indtil videre. Dana White har siden fuldstændig skrottet foreløbige planer om at skabe "Zuffa Boxing" for at redegøre for hans kæmpere, der ønsker at efterligne McGregors profil, økonomisk track record og modig bravader, der gav ham muligheden for at kæmpe mod Floyd Mayweather i en udstillingskamp.
Tit, at få Dana Whites opmærksomhed og respekt, kæmpere er simpelthen nødt til at sælge sig selv nok til, at det kan udmønte sig i massivt merchandise og billetsalg genereret af deres buzz. Meget ligesom WWE, store personligheder og farverige karakterer vinder ofte muligheder i UFC over atleter, der kun koncentrerer sig om deres fysiske færdigheder. Angribere er særligt begunstigede, fordi de lever op til UFC's underforståede "put on a show" standard for excellence, der pålægges hver fighter, der træder ind i buret. Det er en ledelsesstil og ledelse af gulerod og pind, der narrer kæmpere til at tro, at det er bedre for deres karrierer konstant at træde frem med ringe bekymring for forsvar og tage enorme risici for at være meget mere spændende og underholdende, end de behøver for at vinde en bestemt kamp.
Nu indrømmer denne knægt O'Malley at ville være som Dana selv, komfortabel nok økonomisk til at satse $250,000 per pokerhånd. Det mest specielle talent før O'Malley brugte sin egen rising star persona til at bygge sine egne navnemærker og købe sit eget whiskyfirma. Han har en yacht og en Lamborghini, og han er stadig den mest omtalte og udråbte fighter i organisationen, selv efter at have tabt sådan en ensidig kamp med Dustin Poirier og været sat på sidelinjen med et brækket ben i et par år. Det faktum, at O'Malley kan indse og internalisere, at han nok aldrig vil komme op på Conors niveau uden en kæmpe crossover-kamp i boksning, siger meget om, hvor UFC er i dag.
Det er den form for udvikling, jeg er nødt til at grine over at vide, hvor svært det har været at bringe alle fighterløn- og kontraktspørgsmål for retten uden en hær af advokater til at møde UFC's formidable juridiske team. En sådan juridisk hær sikrede sig for nylig tilladelse til at anlægge et gruppesøgsmål på vegne af over 1,200 tidligere UFC-kæmpere. Dommeren i sagen ser ud til allerede at stå på sagsøgernes side. Reaktion på UFC-certificering af gruppesøgsmål: Hvad skete der, og hvad er det næste? (msn.com)
Hver gang organisationen bliver konfronteret med statistikker, der viser, at indtægtsandelen for kæmpere er minimal sammenlignet med andre store sportsgrene med spillerforeninger, responsen er typisk noget til følge: »Vi har fået så mange millionærer. Vores kæmpere har det fint, og de får alle masser af økonomiske muligheder med den berømmelse, vi har hjulpet dem med at opnå.”
Som ekspert i UFCs økonomiske historie og publikumsmedlem hos UFC 292, Jeg kunne ikke undgå at konfrontere den virkelighed, at så mange "UFC Nut-krammer"-journalister får alle frynsefordele ved presseprivilegier, fordi de spiller så godt sammen med den "Zuffa Myth"-mentalitet. De folk, der sætter UFC på kortet, forfører subliminalt deres tilhængere med adgang og løfter om berømmelse og muligheder, og både kæmpere og mediemedlemmer bliver suget ind i den slags ledelsesteatrik. På tur, du ender ikke med meget undersøgende rapportering i MMA-mediekredse, og kæmpere, der stiller mange spørgsmål og kræver bedre kontraktforhold, bliver ikke genunderskrevet eller sat op med prime fight match-ups.
Det tog hovedbegivenhedsresultatet for virkelig at afklare spørgsmålet for mig om, hvordan UFC konstant holder fokus på deres formodede evne til at skabe superstjerner blot ved at lade en fighter underskrive en kontrakt med organisationen. Nogle, der er enige i, at det er tilfældet, vil sige, at det var organisationens evne til at se nok talent i O'Malley til at sætte ham på Dana White's Contender Series, der førte til den spektakulære fremgang til berømmelse som den nye champs ridning. Bestemt, O'Malley ville ikke engang have været i Boston lørdag aften, hvis han aldrig kom ind i organisationen. Men, der har været masser af DWCS-krigere, der ikke fik flere UFC-muligheder, fordi de tabte den entry-level kamp. O'Malley var nødt til at vinde og blive ved med at vinde for at være, hvor han var lørdag aften.
Pointen er: Sean O'Malleys kultfølge og enorme selvtillid er et resultat af hans eget personlige korstog for at være en speciel person med ubegrænset potentiale og fantastisk talent. Han ville aldrig selv være med i samtalen om en titel, hvis han ikke lagde alle de utallige timer i gymnastiksalen i stræben efter at blive bedre. UFC skabte ikke Sean O'Malley, de gav ham bare en platform til at vise, hvilken slags fighter han kunne være. Og mens han nyder superstjernen, som UFC vil kreditere sig selv for, O'Malley skal vide, at den eneste måde, han kan maksimere sit indtjeningspotentiale på, er at formørke selve organisationen. Han er nødt til at gå ud over deres restriktive økonomiske grænser til en sport, hvor indtægtsandelen er så meget bedre, og en fyr som Francis Ngannou kan tjene mere i én kamp, end han gjorde i hele sin UFC-karriere.
Så, Hvis Dana White virkelig gjorde Sean O'Malley til sit kæledyrsprojekt, som Aljamain Sterling foreslog, han gjorde et godt stykke arbejde. Desværre, det monster, han skabte, kan komme tilbage for at bide ham i det lange løb. Et andet UFC co-promoveret boksekort vil få for mange af deres ansatte til at prøve at tage den samme vej og undre sig over, hvorfor Danas lille kammerat får alle pauserne og fordelene. Veteraner og nytilkomne vil sandsynligvis begge se på enhver hyped Davis vs. O'Malley boksekamp som en indrømmelse fra deres ledelse, at UFC ikke kan betale deres kæmpere nok til at holde dem i buret.
"Barn, du har ingen idé om, hvor mange penge du vil tjene,” sagde Dana White til O'Malley efter sejren ifølge et nyligt O'Malley-interview. Jeg forestiller mig i hans hoved, Dana afsluttede den tanke med “os.”
