|
Mens forberedelserne til Fredagens Puertoricanske Boxing Classic på 2300 Arena i Philadelphia, promotor J Russell Peltz, International Boxing Hall of Fame, klasse af 2004, minder hans start i boksning 46 år siden.
I dag har jeg fejre-eller måske observere-den 46. årsdagen for min første kamp som en boksning promotor. Jeg kunne have ventet endnu fire år til at skrive denne historie, men der synes som lang tid fra nu og en endnu længere satsning for at nå dette milepæl.
Jeg så kun et par minutter af min første boksning kort. Det var september. 30, 1969, på Blue Horizon-ikke endnu legendariske-og jeg var travlt i box office med mor, sælge billetter til den sidste af de 1,606 mennesker, vi presses i der om natten for at se mellemvægt Bennie Briscoe ødelægge Tito Marshall i deres omkamp. Vi faktisk slået folk væk om natten, og det er noget, jeg aldrig ville gøre igen. Hvad tænkte jeg?
Der var en fejlkommunikation med fagforeningen, der leverede sælgere billet, så når de undlod at vise, Jeg hyrede mom-gratis, naturligvis-og hun var med til at sælge billetter.
Jeg var 22 år, 15 måneder efter sin eksamen fra Temple University og mindre end 30 dage fjernet fra arbejde fuld tid på sport personale på The Evening Bulletin. Jeg havde eftertragtet boksning slå på The Bulletin, men jeg fik utålmodig da Jack Fried, boksning forfatter, fik en forlængelse på sin obligatoriske pensionsalder i en alder 65 og jeg var ikke om at hænge omkring venter på ham at gå på pension eller, som far ville sige, spark til spanden.
Så jeg gjorde, hvad enhver 22-årig college grad, der blev rejst på den prestigefyldte Main Line ville gøre-jeg blev en boksning promotor.
Jeg havde gemt om $5,000 i college, da jeg havde arbejdet på fuld tid på det, de kaldte Hummer Shift på The Bulletin, starter sommeren efter mit junior år på Temple. Jeg arbejdede fra midnat til 8 er, redigering historier, skrive billedtekster og overskrifter og gør re-skriver. Så ville jeg køre fra 30th & Market Street til North Broad Street for min senior år på Temple, gå til klasse fra 9 er til 1 pm, derefter køre hjem til Bala Cynwyd at gå på vågeblus.
Det var en post-olympiske år i Philly, og der var talent på hvert gadehjørne. Jeg husker sensommeren 1969, kørsel op Columbia Avenue-nu Cecil B. Moore-og dreje til højre efter 22d Street, hvor Colombia bliver til Ridge. To bygninger fra hjørnet stod det passende navn Roach Café. På toppen af Roach Café, op ad en stejl trappe, var Champs Gym, drives af Quenzell McCall, der havde gjort hans knogler uddannelse Percy Bassett og Leotis Martin og Kitten Hayward og Briscoe og mange andre top Philly kæmpere.
Jeg mødte Sam Solomon, en venlig runde ansigt mand, der ejede en Laundromat i West Philadelphia, og han introducerede mig til hans nye kampfly, en 17-årig stud der var på udkig for at slå pro. Hans navn var Eugene Hart. Sam tilnavnet ham Cyklon.
Et år tidligere, på et motionscenter i kælderen i bebudelsen Church at 12th & Norris, lige ved Temple campus, Jeg havde interviewet en anden ung amatør bokser til en historie, jeg skrev til The Bulletin. Hans navn var Bobby Watts. De kaldte ham Boogaloo.
Der havde ikke været en pro kamp kort i Philly siden maj og lokale fans var klar til nogle handling.
Jeg havde drømt om at have min barndom idol, Hall-of-Famer Harold Johnson, i main event, men jeg kunne ikke råd til $2,000 han ønskede. Jeg var blevet venligt med Pat Duffy, have skrevet nogle historier om amatør boksning, mens jeg var på The Bulletin. Duffy kontrollerede amatører i Tri-State området, og han havde sin hånd i de professionelle såvel. Han var involveret i Leotis Martin og Sammy Goss og Bennie Briscoe og for en garanti for $1,000 mod en procentdel af gate kvitteringer jeg fik Briscoe at kæmpe en omkamp med Marshall, der havde slået Bennie fire år tidligere.
Duffy havde også en sværvægter navngivet Jerry Judge, fra Kensington afsnit af Philly, og jeg tilføjede ham til kort i hans pro debut. På plakaten identificerede jeg dommer som Kensington Heavyweight Champion. Virkelig!
George Hill, der var uddannelse på Champs Gym, enige om at gøre sin egen pro debut mod dommer.
Jimmy Toppi, Jr., ejede Blue Horizon. Han havde fremmet kampe på forskellige Philly spillesteder i 1940'erne og 1950'erne, og så snart han hørte om min vigtigste begivenhed, han forudsagde et brandudsalg. Toppi ville lukke sit kontor hver dag på 2 pm, så jeg ville drive over til Blue Horizon fra min lejlighed i Germantown del af byen, parkere udenfor og vente at se, om nogen kunder ville dukke op for at købe billetter. Hver gang jeg så en person ringe på dørklokken på Blue Horizon, Jeg ville få ud af min bil, kalder over til dem og sælge dem billetter ud af min kuffert.
Kortet kom sammen, selvom Watts’ oprindelige modstander, North Philly nabo Lloyd Dårlige nyheder Nelson, annulleret et par uger før showet, og det var først tæt på september. 30 at jeg fandt Ron Nesby, der var uddannelse på Gil Clancy motionscenter i New York.
Far var i VVS, varme og air-condition forretning og han tog 100 ringside billetter og gav dem ud til sine forretningsforbindelser. Han betalte mig for dem alle-de var $5 et stykke. Jeg tror, at han var bekymret ville jeg ikke gøre det i boksning. Min onkel Bob kom til kamp, og han blev syg efter at have spist en Blue Horizon hotdog.
Jeg var på fitnesscentre hver aften, Champs og den 23. PAL i North Philly, Passyunk og Juniper Gym i South Philly. Der var andre, men det var de Fab Four.
Malcolm “Blitz” Gordon, en langhåret New York boksning junkie, der havde købt en mimeograph maskine med hans bar mitzvah penge år tidligere, indvilget i at sælge sine nu-legendariske programmer på kampen for 25 cents hver.
Tom Cushman, boksning skribent for Daily News, var en vigtig aktør. Jeg havde mødt Cushman i Oklahoma City et par år tidligere. Han havde stoppet der–på vej øst fra Denver til at starte sit nye job i Daily News-til dækning af Temple basketball hold i en jule-turnering, og jeg var der som korrespondent for The Bulletin.
Cushman vidste, at boksning forfattere fra andre aviser i byen tog penge under bordet fra initiativtagerne til at skrive før kampen historier og han fortalte mig, hvis han nogensinde fangede mig gør, at jeg kunne kysse vores venskab farvel. Ikke en chance!
Den Inquirer overskrift dagen før mit kort: Er Peltz klar til at få flået?
Vi udsolgt. På det tidspunkt, den 1,606 fans i fremmøde repræsenterede den største menneskemængde i Blue Horizon historie. Porten var $6,010 med billetter prissat til $3 og $5. Briscoe procentdel kom til $1,314.58 og Marshall gik med $788.75.
Mellemvægt Oscar Coor slog Clarence Finney i en all-lokale fire-rounder for at åbne kortet-tiden, naturligt, på 8 pm-og Cyklon Hart blæste væk South Philly s Sheldon Moore, der svarede ikke bell for runde to. Jerry Dommer arbejdede hårdt og stoppede George Hill i fjerde runde og Boogaloo Watts out-boxed Ron Nesby i en 6. I main event, Briscoe havde en blast. Han naglet Marshall under bæltet tidligt og da Tito klagede til dommeren, Bennie gik ovenpå, og det var alle over i 60 sekunder. Marshall aldrig boxed igen.
Klummeskribent Sandy Grady var der fra The Bulletin. Hans historie næste dag–Crazy drøm kommer rigtigt–fortalt om min forudsigelse i college, der en dag mine venner ville komme til min kamp kort. Han skrev også, at min (første) kone og jeg boede i en lejlighed i Germantown og de eneste ting i det var en madras, et fjernsyn og en kat, der hedder Ophelia. Med de penge, vi gjorde den aften ($1,438.83), Grady skrev, at måske nu vi ville købe nogle møbler.
Et par måneder tidligere, min kone havde spurgt mig, hvad gjorde mig mener jeg kunne få succes i denne forretning. Jeg fortalte hende, at det ville tage mig omkring seks måneder til at blæse min opsparing, men jeg ville have en stor scrapbog en dag at vise vores børn om den tid deres far var en boksning promotor.
|
